Søg
  • Louise Torp

3 måneder med Cochlear implantat

Opdateret: 17. jan. 2019



Nu er der gået tre måneder siden jeg fik tilsluttet lyd til mit CI. Det føles som en evighed. I starten følte jeg en udvikling i min hørelse nærmest dag for dag, siden uge for uge. Nu føler jeg at kurven er ved at flade ud. Jeg er blevet bevidst om hvor vigtigt det er konstant at træne hørelsen og udelukkende bruge mit CI øre uden hjælp fra det modsatte øre, hvis jeg forsat skal føle fremgang.


December har været lidt hård med jul, sygdom fra alle i familien, min søns fødselsdag og mørke. Så det meste af december har jeg ikke fået trænet min hørelse aktivt og jeg har atter brugt mit høreapparat. Det var en kæmpe lettelse at høre på begge øre og dermed spare energi. På en eller anden måde smelter lydende sammen inde i hjernen og de toner jeg hører på mit højre øre via mit høreapparat, tilføjer flere nuancer til det samlede lydbillede, som bliver mere blødt og nuanceret hvilket forbedrer skelneevnen. Det er i det hele taget mere behageligt og nemmere at høre med begge øre. Dette på trods af at jeg efterhånden synes jeg hører chokerende lidt med det øre der stadig høre via høreapparat. Mit tidligere ellers ”gode” øre føles nærmest døvt efter jeg har vænnet mig til den nye volumen jeg hører via mit cochlear implantat. Men bagsiden af mønten ved at bruge begge øre har alligevel været at udviklingen af min evne til at høre med mit CI i den periode var gået helt i stå.


I dag havde jeg også endnu en tid på kommunikationscenteret hos min hørekonsulent. Jeg er kommet så langt efterhånden at min tid ved hende mest bliver brugt til mental opbakning, opmuntring, og gode råd til min forsatte fokus på træning. Hun minder mig om hvor vigtig det er konstant at få hjernen op og stå på tåspidserne. For kun der udvikler jeg min hørelse. Der er mange der går i stå på det niveau jeg ligger på nu. Det kunne også være så nemt at falde af på det på dette niveau, for når jeg bruger begge øre står jeg samlet set noget bedre end før operationen. Men at høre med CI alene giver stadig udfordringer. Min drøm er at få en skelneevne på 100%. Potentialet for mit udbytte med CI er stadig så meget større, så jeg må op på vognen igen. Hun beordrede mig straks til atter helt at glemme mit højre øre og KUN bruge mit CI, så meget som overhovedet muligt. Men som hun sagde må man heller ikke undervurdere det konstante arbejde hjernen er på, så jeg skal huske at finde rum hvor jeg giver mig selv pauser, og bruge hjælpemidler for at gøre det nemmere. Lige netop det er generelt mine svage side. At give mig selv pauser via hjælpemidler der gør det nemmere. Så jeg er generelt taknemmelig for mine samtaler med hende.


Hvad er status nu?

Det er svært at skelne tale der ikke bliver leveret klaret og tydeligt. F.eks hvis den bliver præsenteret gennem en højtaler som f.eks. fjernsyn. Det er stadig svært at skelne tale i støj eller i et rum der foringer lyden via dårlig akustik. En normal hørende kan vælge at fokusere på en lyd og hjernen formår at sortere anden støj fra. At kunne gøre det samme med et CI kræver øvelse. Det handler om at træne hjernen til at zoome ind på tale eller anden udvalgt lydkilde i et komplekst miljø, træne den til at filtrere irrelevant støj fra. Ifølge min hørekonsulent er det på en eller anden måde en ekstra udfordring når lyden bliver tvunget til hjernen med elektriske signaler via et CI.


Positivt set

Der er utrolig mange ting jeg glæder mig over hver dag. At jeg nu kan høre fuglene. Det bliver jeg aldrig træt af. Får en spontan glæde når jeg hører der er liv omkring mig i træerne. Jeg hører nu når ovnen bibber, når opvaskemaskinen bibber, at det faktisk siger en lyd når jeg indtaster kode på betalingsautomaten. Jeg kan høre den bibbende sensor i bilen når man kommer for tæt på en kant. Sidste nævnte er utrolig praktisk i forbindelse med parkering skulle jeg hilse at sige. Jeg er heller ikke så bange for at lukke øjnende til yoga længere. Tidligere havde jeg altid et halvt øje åbent af frygt for at være den eneste der sidde tilbage, fordi jeg ikke har hørt andre rejser sig.


Rejsen forsætter

Det føles lidt som at klatre op af et stort træ. Jo højere jeg kommer op jo mere ser jeg. Overblikket bliver større. Man kan hurtig komme til at stoppe op og fortabe sig i udsigten, eller bare falde udmattet om på gren uden energi til at klatre videre. Grenene begynder måske også at blive lidt ensformig og kedelige at bestige. Men toppen er stadig et godt stykke oppe. Udsigten kan blive meget bedre. Træet bliver også ved med at vokse så på en eller anden måde kan man altid, væbnet med tålmodighed, komme en lille smule højere. Jeg har tænkt mig at bestige det højeste træ på savannen.

150 visninger1 kommentar

Seneste blogindlæg

Se alle