top of page
Søg
  • Forfatters billedeLouise Torp

5 uger efter tilslutning af lyd


I dag, 5 uger efter min tilslutning af lyd var jeg til min anden genoptræning på kommunikationscenteret i hellerup. Det går godt og jeg er kommet så langt i træningen som andre ofte først er kommet efter et halvt år. Så det skal nok blive rigtig godt som hun sagde. Jeg kan nu forstå alle lydbøger 100% når de bliver streamet direkte i mit øre. Både mandestemmer og damestemmer.


Jeg blev gjort opmærksom på hvor vigtig det er at jeg bliver ved med at udfordre min hjerne. Tvinger den til at stå på tåspidserne, for kun her udvikler jeg min evne til at høre med CI. Jeg skal bevidst gøre alt hvad jeg finder svært hvilket er at forstå tale i støj og komplekse omgivelser. Tale i støj eller i rum med dårlig akustik og skelne ord på afstand. Tale i støj er noget som for mange bliver ved at være en udfordring med deres CI. Også mange år efter de har fået lyd på. Nogle giver op. Det skal virkelig trænes og helst hver dag. Heldigvis er hjernen plastisk. Der dannes nye synapser hele livet. Den kan lære til vi kollapser, så længe den bliver udfordret.


Næste step er derfor nu at hive lyttebørgerne frem igen men denne gang lytte til dem igennem højtaleren og ikke direkte streamet til øret. Allerede det giver mig en grad mere udfordring. Jeg skal virkelig koncentrere mig for at fange talen. De højfrekvente lyde i talen støjer og gør det svært for mig at skelne når det det bliver afspillet gennem en højtaler. Næste step er at lytte mens jeg går rundt laver andre ting der støjer. Høre nyheder i radioen mens jeg kører bil, lytte til talen i fjernsyn osv. Det kræver koncentration både fordi jeg ikke er vandt til at forstå tale fra fjernsyn, radio og lignende kilder og fordi der er svært. Min hjerne forholder sig ubevidst ikke til ordene for den er vandt til ikke at kunne forstå dem, og lader blot lyden sive ind som alm støj hvis jeg ikke holder fokus. Men når jeg koncentrerer mig, så lykkedes det til dels.


Cafe og fuglesang:

Søndag var jeg på cafe med en god veninde. Mens jeg sad uden for cafeen og ventede på hende, slog det mig hvor meget fuglende sang rundt omkring i træerne. Selv inde midt på østerbro og her tidlig vinter. Jeg har ikke hørt fuglende siden jeg var barn og sad og nød det. Cafeen var særdeles støjende og folk sad som sild i en tønde. Min veninde var klar til at pakke sammen og flygte et andet sted hen, da vi normalt aldrig ville kunne tale sammen sådan et sted. Men jeg så det som en perfekt udfordring. Og det gik faktisk også virkelig godt. Tidligere med mine høreapparater ville jeg efter kommunikation i en time i sådan et miljø have det som om jeg havde løbet en marathon. Men med mit ene CI gik det faktisk udover forventning. Jeg kunne uden problemer følge med i snakken og brugte kun en brøkdel af den energi jeg tidligere brugte på at kommunikere. Det var virkelig en sejr.


Hvad kan jeg:

Følge samtaler selv på cafe hvor mundaflæsning er understøttet.

Fange lytterbøger 100% når det bliver streamet direkte i CI


Hvad skal jeg træne nu:

Tale i støj med og uden mundaflæsning.

Fange tale på lang afstand hvor lyden er så svag at jeg virkelig skal spidse øre.

Lad min søn tale til mig på tværs af huset som han plejer uden at søge ham for at mundaflæse.

Lytte til tale i fjernesynet.

Lytte til tale i bilradio.


Musik:

Musik er stadig på min personlige træningsliste. Jeg har fundet ud af at alle former for elektronisk musik og techno med masser af bas lyder fantastisk. Mine lyde gennem CI er stadig relativt metallisk og elektronisk, men når jeg lyder til elektronisk musik giver det en perfekt kombination. Generelt har jeg udvidet spillelisten. Jeg har det stadig lidt svært med at stemmen på visse numre lyder både flad og elektronisk. Mister lidt melodi. Men generelt er der en forbedring hele vejen rundt.

167 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page