top of page
Søg
Forfatters billedeLouise Torp

Genoptræning niveau 4

Opdateret: 16. sep. 2021



Du kan nu klare samtaler alene med dit CI i rolige omgivelser understøttet af kun en smule mundaflæsning. Du begynder også at forstå næsten al tale fra lyttebog og radio når den bliver sendt direkte til dit CI. At forstå tale i støj og komplekse omgivelser kan dog stadig volde store problemer. Ligeledes hvis du skal forstå tale over højtaler fra fjernsyn eller radio.


Af flere grunde er der rigtige mange der ofte går lidt i stå på dette niveau. Udviklingen af evnen til at høre med CI begynder ofte at gå langsomere. Nogle gange så langsomt at man måske tænker den i virkeligheden er gået i stå. Da mange føler at de samtidig nu er på et niveau hvor de klarer sig noget bedre end før operationen, er det meget bekvemt at falde af og blive på dette niveau. Man begynder derfor at glemme den daglige aktive træning, eller mister ganske enkelt motivationen for at forsætte. For resultatet af ens arbejde er alligevel ikke længere så tydeligt. Men det er en skam for potentialet er stadig større.


Logbog / træningsblog

Når udviklingen af evnen til at høre med CI begynder at gå så langsom at vi næsten ikke bemærker den, er det en god ide at begynde og skrive logbog over ens træning. En gang om måneden er nok. Sæt dig nogle parametre du gerne vil måle dig selv på, og noter ned hvordan det går. Det er rigtig vigtigt for motivationen at udbytte af ens arbejde bliver synliggjort. Modsat hvis der slet intet sker over flere måneder er det værd at evaluere på om man evt. skal ændre måden der trænes på.


Passiv genoptræning:

At skelne lydkilder fra hinanden i mere komplekse lyduniverser vil være svært i lang tid, og noget der skal trænes kontinuerligt. Tag de chancer der dukker op for at øve dig i at adskille lyde fra hinanden, hvad enten det er en tur i toget, når du handler i supermarkedet eller tager en tur i byen. Husk kun at lytte med dit CI og træn hjernen i at rydde op i lydrodet. Det er stadig vigtigt at lytte så mange timer om dagen som muligt kun med CI, i tilfælde af at du har et mere eller mindre hørende øre på den modsatte side.


Aktiv træning


Tale med nedsat lydkvalitet.

Du skal stadig dagligt træne tale. Enten via lydbog, podcast, radio og/eller TV. Når du er kommet så langt at ordene nærmest flyder ind i hovedet på dig, skal du nu desværre til at kæmpe lidt igen. Ofte er det nok at frakoble den direkte forbindelse til dit CI. Lyt nu til talen gennem højtalerne. I starten har du måske skruet højt op for lyden og sidder tæt på lydkilden. Men øv dig i gradvis at skrue lyden ned på et normalt lydniveau. Du vil sikkert også til at starte med føle at det kræver så meget koncentration at lytte til talen gennem højtalerne, at det kan være svært at lave andre ting imens. Alle nedenstående øvelser skal lyttes til gennem en højtaler og sværhedsgraden kan gradbøjes ved skrue ned for volumen samt ved at tilføje støjkilder.


Øvelser:

  1. Radio: P1 er et fantastisk program at træne taleforståelse til. Der ingen reklamer eller musik, men altid en god dialog mellem forskellige menneskerstemmer. Generelt er al radio god træning på dette stadie. Selv reklamerne kan man få udbytte af.

  2. Lydbøger: - Mofibo: app til telefon som har et stort udvalg af gode lydbøger. - Bookmate: app til telefon som har et stort udvalg af gode lydbøger. Telmore giver gratis adgang til bookmate gennem deres ”play” abonnement. - storylineonline: Udelukkende engelske bøger. Man får bogen læst højst mens der er undertekst. - Ereolen: her kan du låne e-bøger og lydbøger på nettet med dit bibliotekskort. - Nota: indeholder lydbøger, e-bøger eller punktbøger som man kan få adgang til, hvis man er ordblind, synshandicappet eller har et handicap der gør, at man ikke kan læse almindelig trykt tekst. Man kan ansøge om adgang til nota her under fanen "andre handicap": https://nota.dk/om-nota/bliv-medlem

  3. TV Husk at slå undertekst fra og træn dig i høre hvad der bliver sagt uden. Jeg sætter mig ofte ved siden af min søn når han ser tegnefilm og forsøger at følge med. Tegnefilm er perfekt da jeg også bliver frataget muligheden for at mundaflæse.

  4. "Hør hva´ jeg CI´ er": Er du til genoptræning på et kommunikationscenter har du med stor sandsynlighed fået udleveret det træningsmateriale der hedder "Hør hva´ jeg CI´er". Det findes i tre sværhedsgrader og du burde nu være kommet til "Hør hvad jeg CI´er 3". Har du ikke fået materiale kan du hente hæfte 3 her og lydspor 3 her https://soundcloud.com/csu-slagelse

  5. SoundSucces: Advanced Bionics har leveret et rigtig godt træningsunivers hvor du kan træne din evne til at lytte med CI på mange forskellige niveauer. Du skal nu prøve at lytte til talen uden mundaflæsning. Man skal lave en profil først som kun kan gøres via dette link: http://ABRehabPortal.com

  6. Tinytap: kan hentes som app til telefon og iPad men også tilgås fra computer her. Søg på øvelser af Mette Kjellerup Møller som jeg har giver direkte link til. Nogle øvelser skal man betale for og andre er gratis. Du kan træne øvelserne der hedder "min kusine maria". Her vil du få muligheden for at træne det vi kalder minimale par. Ord der er så tæt på hinanden at det kan være enorm svært at høre forskel. Hvis du ved du har svært ved at høre forskel på bestemte vokaler eller konsonanter kan du også træne det.

  7. iangelSound en engelsk app men den kan også hentes til computer her. Den er god fordi du har mulighed for at indstille sværhedsgrad på en lang række parameter. Støj og talens hastighed m.m. Det er et meget gammel design der kan virke enorm rodet. Men kan man abstrahere fra det er træningen meget god.


Tale i støj:

Tale i støj er med CI en stor udfordring. Normalthørende kan nærmest på automatik vælge at fokusere på en lydkilde og tone andre lyde ned. Men med et CI bliver alle lyde tvunget ind i hjernen og det kræver ihærdig træning at kunne fokusere på en lydkilde og abstrahere fra en anden. Derfor er tale i støj og faktisk støj generelt ofte et svagt punkt for mange i flere år. I de følgende øvelser handler det om at fokusere på talen gennem støj og abstrahere fra larmen. Måske føler du at de første 5-10 min er svære hver gang du tager øvelserne op, indtil hjernen har stillet sig ind på den lyd den skal fokusere på. Det bliver bedre og bedre jo mere man træner.


Øvelser:

  1. SoundSucces: Man kan sætte forskellige niveauer af støj på til alle lydspor. Forsøg dig frem med hvor meget støj du klare at tilsætte uden al tale går tabt. Hvis det er for svært at lytte både over højtaler og med støj i baggrunden så start med at lytte til øvelser direkte i dit CI. Men med støj. (Man skal lave en profil først som kun kan gøres via dette link: http://ABRehabPortal.com)

  2. Du kan gentage din lyttetræning med radio, bog og tv og selv tilføje baggrundstøj. Lad evt TV køre på svagt niveau i baggrunden mens du fokuserer på at lytte til radio og bog. Abstraher fra den anden lydkilde.

  3. Gå på cafe og restaurent med en ven.


Mobiltræning

Rigtig mange der gennem det meste af livet har kæmpet med svær hørenedsættelse har efterhånden udviklet en angst eller regulær fobi for at tale i telefon. Det er meget forståeligt og ganske naturlig. For det er svært. Man har ingen mulighed for at mundaflæse og kvaliteten af

lyden i den anden ende er ikke altid lige god. Nogle gange er der baggrundsstøj, eller blot en person der taler alt for hurtig, så det kan være umuligt at forstå hvad der bliver sagt. Men at kunne tale i telefon giver en kæmpe frihed. Derfor har jeg valgt at tage mobiltræning op som et særligt punkt her på niveau 4. Men når du er på dette niveau, kan jeg kun sige TILLYKKE, du er nu meget tæt på at kunne tale i mobil med stor succes!


Personligt oplevede jeg, at selvom jeg kunne forstå 100% alt hvad der blev sagt på en lydbog der blev streamet direkte til mit CI, kunne jeg stadig have problemer med at gennemføre en telefonsamtale uden besvær, selvom den blev streamet direkte til mit CI. Det er der naturligt flere grunde til. Sjældent talte jeg med en person der talte så perfekt og velartikuleret som stemmen på en lydbog. Lydkvaliteten var heller aldrig helt lige så god som jeg havde vænnet mig til på lydbog og i radio. For det meste følte jeg at stemmen i telefonen lød lidt mudret og elektronisk, hvilket gjorde det svært for mig at skelne talen.


I denne runde har vi netop fokuseret på at træne taleforståelse når lyden ikke er leveret i topkvalitet og når der er baggrundsstøj. Det er altssammen i sig selv den perfekte mobil træning. Dejligt at der for en gangs skyld er en mulighed for at slå to fluer med et smæk ik:-) Tilbage er der så den mentale træning, nemlig at komme ud af frygten for at tale i telefon. Som med alt andet så er positive oplevelser vejen frem. Vent gerne med kaste dig ud i alt for lange og vigtige telefonsamtaler, til du føler du klare dig ok med dette niveaus øvelser. Sørg for at du får telefonsamtalen streamet direkte til dit CI. Der er ingen grund til at gøre det mere svært end højst nødvendigt. Derefter starter du med små simple samtaler over telefon med mennesker du er trygge ved. Lav evt. øvelser i hjemme med din partner hvor I går ind i hver sit rum og ringer hinanden op. Hvis det er svært at finde på noget at tale om i telefonen, så få evt din partner til at læse små brudstykker op af en tekst. I det store hele handler det om at blive bekræftet i at det faktisk går meget godt.


Musik

Gå på lydopdagelse i din musik og tilføj 2-3 nye numre til din playliste, som giver mening for dig at lyttetræne til. Prøv at udfordre dig selv og skab en varieret liste med forskellige genre. Klassisk musik er meget god træning. Du får i høj grad trænet øret i at fange små nuancer i toner indenfor alle frekvensområder. Dybe som høje toner. Bliver du dygtig til at lytte til klassisk musik kan du lytte til alle genre. Meget klassisk musik kan dog hurtig kan blive for kompleks at starte ud med. Specielt hvis der er alt for mange forskellige instrumenter der spiller på en gang. Prøv dig frem og find noget du synes lyder nogenlunde ok.


Det er også en god ide at se koncerterne på youtube hvor du samtidig kan følge med i hvem der spiller og på den måde mere bevidst træne øret i at skelne instrumenterne fra hinanden.


Musik målrettet CI

Waldo Noguira, leder af gruppen for auditive proteser ved Hannover Medicinske Universitet, har lavet undersøgelser af hvordan CI-brugere foretrækker at høre musik. For eksempel vil CI-brugere typisk have fokus på vokalerne frem for musikakkompagnementerne. Forskergruppen arrangerer derfor særlige koncerter for CI-brugere som kan downloades på nettet, og er ved at udvikle et program, hvor CI-brugere kan isolere musikinstrumenter fra hinanden efter behag.

På følgende side kan du høre musik fra de særlige koncerter målrettet CI.

https://music-cochlearimplant.weebly.com. Det føste nummer "musIC 3.0: Almost New Spaces by Sergio Naddei" er i mine øre utroligt smukt at lytte til. Hvis dette nummer også behager dit CI øre vil du sikkert også nyde følgende musik fra Hildegard "https://open.spotify.com/album/5hwIJXDADzhMSgjdIUPl3F?si=RUtsIpJzRu-7FCLuOYqOIA "


Hvis du vil læse mere om hvad musiktræning kan gøre for din høreopfattelse så læs her: https://hoereforeningen.dk/viden-om/ci-og-bahs/cochlear-implant/artikel-musik-og-ci/ På dette site taler de om udviklingen af hørelsen med CI hos børn og unge gennem musik. Men det gælder også for voksne: https://decibel.dk/vores-arbejde/forskning/musik-projekt/

525 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page