top of page
Søg
  • Forfatters billedeLouise Torp

Min første genoptræning

Opdateret: 16. sep. 2021



5 dage efter jeg har fået lyd på mit choclear implantat ligger min første genoptræning af CI på kommunikationscenteret. Desværre var der på mystisk vis gået ged i systemet. Kommunikationscenteret var blevet informeret af Gentofte hospital om at jeg først ville på lyd på den sidste uge i oktober og havde derfor slettet min tid. Min genoptræning ville derfor først starte 3-4 uger efter min tilslutning af lyd. Jeg gik faktisk i panik. Det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg havde det som om jeg skulle gå en lang gold øde ørkenvandring i møde helt alene. Rent praktisk er det rigtig vigtig at man kommer i gang med genoptræning inden for den første uge. Rent psykologisk havde jeg et stort behov for at møde nogen der forstod hvad jeg stod i, og kunne give mig nogle redskaber til at arbejde mig igennem dette inferno af larm. Heldigvis har jeg den sødeste og mest sympatiske audiolog som med samme sagde jeg kunne hoppe på cyklen og cykle ud til hende på Gentofte hospital og starte genoptræning med hende.


Genoptræning på gentofte hospital

Min første genoptræning var guld værd. Ikke fordi jeg pludselig kunne høre, men fordi jeg pludselig forstod. Vi starter med at træne linglyde. Linglyde er lyde som dækker over hele talens frekvens område. På den måde kan man træne øret i at høre nuancer i hele talens spektrum. De strækker sig fra mmmm på 250 herz til iiii, ssss, og sh som ligger på omkring 4000 herz. Det gik op for mig at jeg i stedet for at høre en aaa, uuu, mmm lyd som jeg plejer, fik en ren og klar fløjtetone. Ssss lyder med mit CI som en ren G6 og mmm lød om en ren C4. Så for at skelne linglydende fra hinanden skulle jeg skelne mellem noderne. Nu forstod jeg pludselig hvorfor verden lød som en konstant sirene eller en masse fløjter der fløjter løs på en gang. Min egen vejrtræning og den sagte lyd fra vind lyder som en fløjtetone G5.


Larmen gav også pludselig mere mening. For vores hørelse fungerer nemlig som følgende:

I det indre øre opsamles et væld af bittesmå sanseceller og nervefibre lydvibrationer og transformerer dem til elektriske impulser, som hjernen kan bearbejde. Når impulserne er sendt til hjernen, behandler den dataene, så vi kan vælge, hvad der er relevant for situationen og følge det. I virkeligheden gør hjerne et stort selektionsarbejde og fjerner/dæmper uvæsenlig lyd som verden er fuld af. Gjorde den ikke det kunne vi ikke holde ud at være i virkelig mange situationer.


Når alle lyde er nye, kan hjernen ikke foretage sig sit selektionsarbejde. Tvært imod registrere den et virvar af lyde den ikke kender og som måske kunne være faresignaler. Indtil den har fundet hoved og hale i lydkilder, bliver alt præsenteret ufiltreret for os. F.eks. lød den sagte berøring af papir de første dage som om der blev slået på en ko klokke i mit CI øre. En trænet hjerne ville dæmpe den lyd til irrelevant baggrundsstøj og ikke fremstille den som en høj og vigtig lyd.


Som at lære et nyt sprog.

At lærer at høre med et CI kan i høj grad sammenlignes med at lære et nyt sprog. Mange nuancer i tonerne er man ikke vandt til at høre forskellen på. I forbindelse med indlæring af et fremmedsprog taler vi ofte om at have et godt sprogøre. Alfred A. Tomatis har påpeget, at evnen til at lære et fremmedsprog netop er et spørgsmål om at høre sproglydene snarere end at tale sproget.


Det vigtigste frekvensområde for fransk er 1.000 til 2.000 Hz, britisk engelsk 2.000 til 12.000 Hz, amerikansk engelsk 800 til 3.000 Hz, tysk 100 til 3.000 Hz, slavisk 100 til 8.000 Hz.

Disse forskelle, mener han, afslører, hvorfor englændere og franskmænd har så svært ved at lære hinandens sprog, mens slavere, som er vant til at lytte og udtrykke sig over et stort frekvensområde, har et udpræget sprogtalent.


Min Mand er italiener og det tog ham mange år at træne øret til at høre forskel på lydende i vores vokaler Æ,Ø,Å. Han kan stadig efter 12+ år godt have problemer med at fange nuancerne i Æ og E. Samt i farten at fange forskellen på Anne og Hanne eftersom man ikke har H lyden på det italienske sprog. Det kræver træning og atter træning at lære hjernen at fange nuancerne.


Som tidligere hørehæmmet skal man udover at lære og lytte til nye lyde, også træne hjernen til at fange nuancer i toner inden for frekvensområder hvor den tidligere har været døv. Derfor kan det lyde meget grovkornet til at starte med.


Alle lyde lyder anderledes, men visse parameter ikke er ændret så som rytme og længde på lyde og ord. Til at starte med er det derfor vigtige parameter i hjernes arbejde for at forstå og genkende ord og lyde. Forskellen på høje og svage lyde har jeg kun i ringe grad. Jeg føler mig på en mærkelig måde meget døv fordi jeg har ikke har den samme fornemmelse af om en lyd er tæt på og lang væk. Jeg er stadig på lydniveau 2. Audiologen siger at det bliver bedre når jeg er klar til at gå op på lydniveau 3 og 4. Så får jeg mere dynamik i lydende, en større forskel mellem små og store lyde.


Genoptræningens indhold


Til genoptræningen blev der talt om passiv og aktiv genoptræning.


Passiv genoptræning:

Lad hjernen passiv lytte og forstå lyde i dens opgivelser. Genkende lydkilder. Efter dages arbejde begynder hjernen langsomt at forstå hvilke lyder der er uvæsentlige baggrundslyde og hvad der er vigtige lyde og man får en fornemmelse af at larmen langsomt fortager sig.


Aktiv genoptræning:

Træn hjernens evne til at høre nuancer i toner og skelne mellem dem. Der findes et væld af apps, men personligt træner jeg dagligt med:

  • Musik Jeg har startet med én sang som jeg kan spille uden af i hovedet. Hører den samme sang igen og igen og øver mig i adskille sang, fra instrumenter. Følger med i sangteksten og får skærpet evnen til fange ordende han synger. Det går godt synes jeg selv:-)

  • Lyttebog Jeg har fundet to lyttebøger på bookmate som jeg også har papirudgaven af. To med gode fortæller stemmer, den ene en mand og den anden en dame. Lytter til dem begge på skift mens jeg følger med i teksten og træner øret i at skelne ord.

  • Nyheder og radio Her en uge efter er jeg stadig afhængig af hjælp for at forstå tale. Har brug for støtte i form af enten mundaflæsning eller tekst. Jeg er blevet utrolig glad for at følge med i deadline hvor jeg ofte kan mundaflæse, og øver mig i at høre forskel på de forskellige stemmer i studiet.

  • Læs højt Læser Harry potter højt for min søn flere timer om dagen mens der har været efterårsferie. Vi er kommet igennem de første to bøger og godt i gang med nr 3. Jeg hører min egen stemme gennem CI og har som vi læser ofte dialoger med min søn om bogen. Begynder og forstå hans stemme i højere og højere grad jo mere vi taler og læser.



Dag 9-12


Jeg er gået et lydniveau op - på niveau 3 og nu begynder der pludselig at ske noget. Støjen er mindre. Jeg skelner bedre tale, mange lyde får flere nuancer og i skoven hørte jeg fuglestemmer. Vand lyder efterhånden mere som vand og stemmer lidt mere som stemmer og mindre R2-D2. Verden lyder stadig meget hult og har ekkoklang. Der er også stadig meget støj, som jeg ikke kan høre forskellen på, lydkilder jeg ikke kender og derfor blot bliver til en larmende støj af fløjtetoner. Men jeg føler mig lidt mere ude af tågen og at hver dag nu bliver mærkbar bedre. Jeg bliver endelig optimistisk og går hurtig op på det sidste lydprogram 4. Klare det fint og bliver ikke svimmel af lyde som da jeg skiftede fra 2 til 3.

Jeg har tilføjet ekstra numre til min musikliste som jeg hører hver dag.


  1. In my secret life: leonard cohen

  2. Waiting for the miracle: leonard cohen jeg kan høre Cohens stemme som jeg husker den, høre når Sharon Robinsonstemme bryder ind. Høre stortrommen. Høre violinerne i waiting for the miracle. Instrumenterne er stadig grovkornet stemmen er det som går renest igennem. Får blod på tanden og tilføjer mere avanceret musik som træner hjernen i andre frekvenser.

  3. Cello koncerto in C: dr. Jeffrey Thompson

  4. Cello concerto in B op. 104: Antonin Dvorák Elsker lyden af cello. Det kræver koncentration de første minutter så fanger jeg tonerne og melodien.

  5. Grizzly bear: Angus og juliet stone Er den første sang jeg lyttede til og den har jeg stadig på listen. Får flere og flere nuancer og instrumenter med i sangen for hver dag der går. Nu kan jeg fange guitarsoloen.

277 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page